Posts Tagged ‘post danmark’

Konstruktionsfejl!

Tuesday, February 2nd, 2010

Efter at have brugt meget tid de sidste uger på at optimere indtjeningen i webshops er jeg blevet lidt træt.

Sælger man på BtC markedet er man tvunget ind i en værdikæde som er optimeret til fysisk detailhandel. Det fungerer ikke og problemet kan desværre ikke løses af netbutikkerne alene. Det kræver at alle i værdikæden vil optimere i forhold til e-handel, for dermed at skabe et større dækningsbidrag pr. slutkunde, som så igen skal fordeles rimeligt mellem leverandør, distributør og webshop.

Det handler faktisk ikke om at nogen skal tjene mindre for at andre kan tjene mere, men i langt højere grad om at samarbejde så alle kan tjene mere, når nu det ser ud til at e-handel er kommet for at blive….

Vi mangler at leverandører og distributører  kommer til bordet så vi i fællesskab kan optimere værdikæden, ellers har vi automatisk lagt et låg over vores muligheder for vækst.puzzle

Hvordan skal brikkerne sættes sammen?

Det kræver at parterne forstår hinandens opgaver og udbytte. I fællesskab skal de finde rækken af opgaver der skal løses før deres fælles kunde står og smiler med varer i hånden. Bagefter skal de finde ud af hvor opgaven løses bedst og billigst. Herunder et par eksempler….

En netbutik har større omkostninger ved at gøre en vare salgsklar
Før en vare sælges på nettet skal en masse data (varenavn, vaskeanvisninger, måleskema, relaterede varer etc.) tastes ind og der skal tages 2-3 billeder. I dag gøres denne øvelse oftest i hver eneste netbutik. Laves denne opgave af leverandøren og tilbydes i enkle filformater sammen med fornuftig navngivning af billeder der også tages af leverandøren, så kan de fleste webshops finde ud af at indlæse både varer og billeder hurtigt og nemt.

Fordele:

  • Netbutikkerne vil spare masser af timers arbejde hver især og tilsammen mange årsværk.
  • Netbutikkerne vil købe bredere ind på grund af mindre arbejdsbyrde med oprettelse, det medfører bedre sortiment, gladere kunder og færre varer solgt til halv pris

Distribution er for dyrt

Det er dyrt at distribuere varer til private. Sendes der med Post Danmark er det svært at få prisen under 65 kr. Post Danmark ser ud til at kompencerer for lavere brevmængder med højere pakkepriser og det er at tisse alvorligt i bukserne. I stedet burde de “trække bukserne helt ned” og  lave attraktive pakkepriser/pakkeprodukter og få e-handel til at vækste, så de danske netbutikker i årene fremover kan give dem den omsætning tilbage de mister på breve. Læs i øvrigt FDIH’s pressemeddelelse om emnet.

Fordele

  • Det ville gøre netbutikkerne mere konkurrencedygtige overfor de fysiske butikker og dermed generere højere omsætning til Post Danmark.
  • Det vil styrke danske netbutikkers konkurrenceevne overfor udlandet, igen større pakkemængder til Post Danmark.

Der er også andre områder man kan arbejde med. Det kan være emballege forberedt for forsendelse. Det kunne være reklamationer der sendtes direkte til leverandøren og ikke først til netbutikken og det kunne være adgang til leverandørens lagerbeholdning, så man kunne sælge varer der var udsolgt i egen butik, men kunne leveres fra leverandøren.

Denne situation er ikke overraskende, men blot et udtryk for en ung branche hvor der stadig er noget at lære. Denne del er til gengæld vigtigt for at opnå den vækst og indtjening der skal til for de danske netbutikker og det vil jeg gerne sætte fokus på - og det vil vi gerne hjælpe med!